En dugfrisk regnskabsanalyse fra Deloitte og Tekniq Arbejdsgiverne viser, at der er en stabil vækst i installationsbranchen. Således havde 88 procent af installationsvirksomhederne overskud i 2018 mod 85 procent året før. Inden for elbranchen var væksten på 4,3 procent.
Det var især de mellemstore virksomheder, der trak læsset.
– De mellemstore virksomheder præsterer den bedste indtjening, og på trods af generel fremgang har især de større installatørvirksomheder fortsat en udfordring på indtjeningssiden, siger Mads Graves, der er direktør i Tekniq Arbejdsgiverne, der ser frem mod en mere dæmpet vækst i det kommende år.
Ifølge Deloitte-analysen steg elinstallatørernes gennemsnitlige driftsresultat med 5,8 procent til 55.700 kroner pr. medarbejder i 2018. Tendensen er, at elinstallatørerne er tilbage på vækstsporet efter et par stille år.