
Fremskrivninger af det danske elforbrug (det såkaldte nettoelforbrug) viser, at vi kan se frem til en femdobling af det danske elforbrug i 2050. Det står i kontrast til, hvordan det tidligere har været. Fra 2000 til 2018 var Danmarks elforbrug stort set konstant på cirka 32 TWh.
Det er Energistyrelsen, der i deres arbejde med analyseforudsætninger 2022 er kommet frem forudsigelser om den voldsomme forøgelse.
Baggrunden er bl.a. udsigten til langt flere elbiler, varmepumper og udbredelsen af Power-to-X, der skal gå til både det indenlandske forbrug, men også uden for landets grænser.
Årsagen til, at Energistyrelsen årligt udarbejder et sæt analyseforudsætninger, er, at de anvendes af Energinet, der er ansvarlig for at trække elkabler, rejse master og bygge gasrør, så el- og gasnettet er rustet til den grønne omstilling og forsyningssikkerheden opretholdes.
Styrelsen står også bag Klimafremskrivning, men hvor den bygger på “frozen policy”-tilgang, hvor kun politiske vedtagne tiltag medtages, er det anderledes med analyseforudsætninger.
Her tager man højde for politiske målsætninger og beskriver et sandsynligt bud på udviklingen i dele af energiområdet, der er relevant for Energinets planlægning, og som flugter med opfyldelse af målsætningerne.
Kilde: Energistyrelsen