
126 kandidater var i valgkamp, da der skulle findes 33 nye medlemmer til repræsentantskabet i energi- og fibernetkoncernen Andel. Og det blev en ganske intens valgkamp med en rekordhøj valgdeltagelse
Gennem de seneste år har Andel set en markant stigende interesse for valgene til koncernens repræsentantskab. Denne tendens ser bestyrelsesformand Jens Stenbæk som et stort aktiv for Andel:
– Jeg vil gerne sige tak til alle kandidaterne på vegne af Andels bestyrelse og ledelse. Det har været et mere livligt valg, end vi har set tidligere med debatindlæg, aktivitet på sociale medier og uddeling af tusindvis af flyers på gader og stræder. Den store interesse for at blive repræsentantskabsmedlem lover rigtig godt, siger han.
De 33 nye medlemmer blev peget på af 10.638 andelshavere, der stemte ved valget, hvilket resulterede i en stemmeprocent på 13,2%. Det er en signifikant fremgang i forhold til sidste års valg, hvor stemmeprocenten var 10,1%.
De i alt 152 medlemmer i Andels repræsentantskab er med til at udstikke retningen for Andel inden for vigtige områder som grøn omstilling og digital ligestilling. Opbakningen til valget glæder formanden.
– At hele 126 kandidater greb muligheden for at stille op, er fantastisk positivt. Det vidner om en udbredt interesse for de vigtige udfordringer, vi står med, ikke mindst klimakrisen og omstillingen af hele vores energisystem. Og de flere end 10.000 andelshavere, som stemte, har nu sat deres aftryk på Andel og de beslutninger, vi kommer til at træffe i fremtiden. Andel er en aktør, der vil gøre en reel forskel for hele Danmark i forhold til den grønne omstilling og i indsatsen for at gøre os fri af fossile energiformer. Valgdeltagelsen vidner om en øget interesse og opbakning til dette arbejde, siger han.
De 33 medlemmer af Andels repræsentantskab bydes velkommen på det ordinære repræsentantskabsmøde den 27. april 2023.