Fire energiselskaber, Nature Energy, Fjernvarme Fyn, SEF A/S (tidl. Sydfyns El-forsyning) og Energi Fyn er sammen med miljønetværket MiljøForum Fyn gået sammen i partnerskabet Effektiv Energi, der skal hjælpe små og mellemstore virksomheder med at finde besparelser på energiregningen. Succesen er i hus – der er allerede kø. Sammen med 11 servicepartnere finansierer de to energikonsulenter, der tilbyder virksomheder en samlet løsning med energi-screening, tilbud, finansiering og hjælp til at vælge de bedste investeringer.
– Effektiv Energi er målrettet virksomheder med et energiforbrug på under 1 mio. kWh om året. I branchen har vi haft en tendens til at koncentrere os om de store virksomheder, hvor de største besparelser er. De små og mellemstore virksomheder er tidligere blevet negligeret. Med Effektiv Energi har vi nu mulighed for at tilbyde de små og mellemstore virksomheder en attraktiv pakke, som hjælper virksomhederne med at reducere deres energiforbrug, siger energisparechef i Energi Fyn Henning Rask.
Den samlede pakke med energiscreening er gratis for virksomheden, men det koster 5.000 kr. at deltage, såfremt virksomheden ikke implementerer investeringer i energibesparende tiltag med en tilbagebetalingstid på under to år.