En ny rapport viser, at brugen af standarder er godt for både vækst og økonomi. Således er standarder forbundet med 39 procent af væksten i arbejdsproduktivitet og 28 procent af væksten i BNP i de nordiske lande, Danmark, Sverige, Norge, Finland og Island, i perioden 1976-2014, viser den nye rapport, der er udarbejdet af Menon Economics og Oxford Research med støtte fra Nordic Innovation, og er den første af sin slags i Norden.
Resultaterne er baseret på en makroøkonomisk analyse samt svar fra 1.179 nordiske virksomheder, der anvender standarder. Analysen undersøger otte sektorer, herunder f.eks. byggeri og produktion.
– Produkt- og procesinnovation er en forudsætning for langsigtet økonomisk vækst, men ny viden er ikke nok i sig selv. Den giver først reel værdi, når den bliver udbredt og anvendt i virksomheder og institutioner. Standarder, som udvikles i samarbejde med virksomhederne, er en effektiv metode til at udbrede og anvende viden og derved skabe fordele for hele den danske økonomi, siger Anne Hasløv, administrerende direktør i Dansk Standard, der er Danmarks officielle standardiseringsorganisation.
Når standarder tilskrives en betydelig procentdel af periodens vækst i produktivitet og BNP, hænger det særligt sammen med, at standarderne hjælper virksomhederne med proces- og ressourceoptimering, forbedret kvalitet og giver adgang til nye markeder. De effekter stemmer overens med virksomhedernes egne svar i analysens virksomhedsundersøgelse.