Vi vil have LED-lys. Så enkelt kan den nyeste opgørelse fra Energistyrelsen tolkes. For blot to år siden havde kun 13 procent købt LED-lys, mens hele 74 procent har købt den energivenlige lyskilde inden for de seneste to år. Således har seks ud af ti boliger i dag LED-lys, viser undersøgelsen, hvor der er blevet stillet en række spørgsmål om husstandens belysning – type, omfang, tilfredshed, anvendelsesområde, købssteder, informationssøgning m.m. – og hvorfor danskerne vælger LED fremfor traditionelle lyskilder.
En del af begrundelsen for at vælge LED fra var tidligere selve lyset. Det havde en for høj Kelvin-temperatur, og blev generelt set på som u-hyggeligt. I dag er det parametre som levetiden, besparelsespotentialet og miljøhensyn, der vejer på lysvægten, og her ligger LED helt i top. Samtidig stormer udviklingen af LED-lyskilder afsted, så det i dag ikke er noget problem at få lyskilder, der matcher glødepærens eftertragtede 2.700 Kelvin, og dermed kan de gennemhulle den gamle fordom om det kolde lys.
Det ses også på undersøgelsen, at danskerne generelt er meget tilfredse med LED-lyset.
Lavere priser, bedre kvalitet og skærpede EU-krav har især siden 2013 modnet markedet for LED-belysning og medført en eksponentiel udvikling i udbredelsen af LED i private husstande. I dag er tre ud af fire husstande tilfredse med kvaliteten af deres LED-belysning.
Til gengæld vækker prisen ingen begejstring, men trods at den kan være en udfordring for nogle husstande, så er prisen er langt fra afgørende for forbrugernes købsadfærd. Således angiver mindre end hver femte forbruger, som har fravalgt LED-belysning, at det skyldes prisen.
Undersøgelsen understreger, at forbrugerne primært køber deres lyskilder i dagligvarebutikker (51 procent), byggemarkeder (46 procent), bolig- og møbelhuse (26 procent) samt special- og lampeforretninger (12 procent). Undersøgelsen viser også, at købsadfærden ikke har ændret sig markant siden 2011. Internethandlen er kun steget med 6 procentpoint i perioden. Det indikerer, at salget af lyskilder ikke følger den gængse udvikling i detailhandlen med øget internetsalg.