De er et stigende problem, klamphuggerne. Stadig flere el-opgaver, der kræver autoriserede el-installatører, bliver i dag udført af folk, der ikke har den fornødne forstand – og inden for el-området kan fejlagtige installationer være direkte livsfarlige.
– Ulovligt udførte installationer kan forårsage meget betydelige skader for sundhed, sikkerhed og miljø. Derfor kræver arbejdet kompetencer og en særlig påpasselighed. Det sikrer vi gennem autorisationsordningen, siger underdirektør Simon O. Rasmussen, Tekniq Installatørernes Organisation.
Og det er et problem, der bør tages hånd om. Ifølge en medlemsundersøgelse fra Tekniq oplever ni ud af ti el- og VVS-virksomheder, at uautoriserede håndværkere bruges til autorisationskrævende opgaver og problemet er voksende. Det er risikoen for at blive opdaget og efterfølgende få bøder desværre ikke, mener han.
– Desværre oplever vi, at myndighederne yderst sjældent skrider ind med bøder og straf til dem, der bryder loven og udfører arbejde, som de ikke har den lovpligtige autorisation til, siger Simon O. Rasmussen, og henviser til, at for to år siden var der bødestraf til 20 procent af alle, der blev taget i at udføre ulovligt arbejde. I Sikkerhedsstyrelsens seneste opgørelse er bødestraffene faldet til bare fem procent.
– Man skærpede bødestraffen ved lovændringen i 2014 og derfor er det skuffende, at så få sager forfølges. Det harmonerer heller ikke med, at myndighederne flere gange har lovet at skride hårdt ind over for klamphuggere, siger Simon O. Rasmussen.