Lindø, som mange danskere formentligt stadig vil forbinde med et skibsværft, skal for fremtiden være hjemsted for et gigantisk vindmølle-testcenter. Med etableringen af testcenteret bliver det muligt at udføre test af fremtidens naceller, som er vindmøllens ”maskinhus”, på havvindmøller med en effekt på op til 20 MW. Det er den dobbelte effekt i forhold til, hvad de største havvindmøller er ved at nå op på i dag.
Det er den erhvervsdrivende fond Lindø Offshore Renewables Center (LORC), som skal drive det nye testcenter. Etableringen er mulig på grund af et finansieringssamarbejde mellem Danmarks Grønne Investeringsfond, Vækstfonden, EKF Danmarks Eksportkredit og Nordea samt med støtte fra såvel Finansministeriet som Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.
– Danmark er pioner på vindområdet. Vi opfandt havvind, som nu går sin sejrsgang verden over. Ud over at producere CO2-fri energi har vind også udviklet sig til at være en af de billigste måder at producere strøm på – takket være løbende teknologisk udvikling. I Danmark skal vi udnytte vores førerposition. Det kræver, at vi er i front med nye, større og mere effektive møller. Her kan LORC i samspil med vindindustrien spille en afgørende rolle, siger Anders Eldrup, bestyrelsesformand i LORC.
Afgørende for projektet har været, at den store dansk-baserede offshore vindmølleproducent MHI Vestas Offshore Wind har valgt, at væsentlige dele af deres fremtidige test- og valideringsaktiviteter placeres på den nye testfacilitet hos LORC på Lindø.
– Testcenteret på Lindø bliver i særklasse og åbner mulighed for helt nye standarder inden for havvind. Det nye testcenter sikrer, at vores mest innovative arbejde bliver testet her i Danmark – arnestedet for havvind. Det her er endnu et projekt, der bekræfter vores dedikation til Danmarks lederskab inden for havvind og udviklingen af højtuddannede, grønne energijobs i hele landet, siger Torben Hvid Larsen, CTO i MHI Vestas Offshore Wind.