Skolepraktik blandt elever på bygge- og anlægsuddannelserne i Region Sjælland er halveret på et år. I stedet er de unge ude på rigtige arbejdspladser. Forklaringen er bl.a. et tæt samarbejde mellem virksomheder og erhvervsskoler i området.
Nye tal fra Undervisningsministeriet viser, at antallet af elever i skolepraktik er faldet fra 155 til 81 elever fra november 2017 til 2018.
– Det er et resultat, som vi er meget glade for i Region Sjælland & Lolland-Falster. Eleverne kan lære meget i skolepraktik, men det er uden tvivl bedst for dem at komme ud i en virksomhed og lære rutinerne og arbejdstempoet at kende. Vi har brug mange nyuddannede og dygtige svende, for på Sjælland og Lolland-Falster tyder alt på, at vi dér kommer til at mangle håndværkere i fremtiden, siger formand for Dansk Byggeri Sjælland & Lolland-Falster Jesper Toftebjerg Andersen.
Generelt går det godt på alle erhvervsskolerne i Region Sjælland, og især Roskilde Tekniske Skole har knækket koden og har ikke en eneste elev i skolepraktik.
– Vores medarbejdere på skolen kender både eleverne og de lokale virksomheder rigtig godt og er derfor enormt dygtige til at lave det rigtige match. Derudover starter vi tidligt med at fortælle eleverne, at de skal begynde at kigge efter praktikpladser. For i sidste ende er det dem selv, der skal sørge for at få en aftale med virksomheden, siger Roskilde Tekniske Skoles direktør Jesper Østrup.
Kilde: Dansk Byggeri