Eniig og SE har indgået en samarbejdsaftale, der sikrer én fælles adgang til de to selskabers fibernet. Allerede i 2017 annoncerede Eniig og SE, at de ville åbne deres fibernet for andre tjenesteudbydere, og nu er en markant aftale mellem to af landets største fibernetejere en realitet.
De to jyske energiselskaber er blevet enige om, at samarbejdet omkring åbning af fibernettet fremadrettet skal foregå via selskabet OpenNet A/S, som er en uafhængig wholesale-platform introduceret af Eniig i foråret 2018.
OpenNet A/S er et selvstændigt selskab i Eniig-koncernen med egen direktør, medarbejdere og systemer. Tilhørsforholdet til Eniig er imidlertid kun på papiret, for selskabskonstruktionen i OpenNet sikrer, at alle engroskunder behandles lige. Det garanterer Henrik Møller Nielsen.
– Da vi arbejdede med etableringen af OpenNet A/S, var vi fra starten meget opmærksomme på ikke at designe platformen alene til Eniig. Det er en ressourcekrævende løsning at udvikle en wholesale-platform, hvor alle danske fiberselskaber kan samarbejde på lige vilkår, og det betyder samtidig, at det har været vigtigt for os at sikre, at der er vandtætte skotter mellem OpenNet og Eniig, slutter han.
Tidspunktet for, hvornår den første kunde kommer på via samarbejdsaftalen mellem SE og OpenNet, er endnu ikke afklaret, da partnerne nu skal i gang med at lave en plan for implementeringen.