Man skulle ikke tro, at der er mangel på unge, der vil være vvs´er eller elektriker, for det strømmer ind med unge lærlinge, viser tal fra Undervisningsministeriet.
Antallet af nye uddannelsesaftaler i de danske el- og vvs-virksomheder steg med næsten 10 procent den første halvdel af 2021 i forhold til samme periode året før.
I perioden fra januar til juli har man således set en vækst i antallet af indgåede uddannelsesaftaler på 9,8 procent (11,9 procent for elektrikeruddannelsen og 4,8 procent for vvs-energispecialist-uddannelsen) i forhold til samme periode i 2020.
Det er virkelig flot, at virksomhederne kan blive ved med at sluse flere lærlinge ind på arbejdsmarkedet – især fordi det sker oven på et 2020, hvor vi i forvejen oplevede store stigninger – på godt 10 procent på el- og 19 procent på vvs-området, siger Tina Voldby, underdirektør hos TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Hun peger på, at lærlingepakken fra sidste år har spillet en ganske vigtig rolle.
Den lærlingepakke, vi fik sidste år, betød, at vi undgik et katastrofalt fald i virksomhedernes muligheder for at ansætte lærlinge. Efterfølgende har vi set, at ikke mindst installationsbranchen har klaret sig ganske fornuftigt igennem coronakrisen. Og endelig så har netop el- og vvs- virksomheder en stærk tradition for at uddanne et stort antal lærlinge. En tradition, som tydeligvis stadig lever i bedste velgående, siger Tina Voldby
Kilde: TEKNIQ Arbejdsgiverne