Solar er på vej mod næstbedste resultat i virksomhedens historie – og det til trods for, at markedet ikke er det letteste.
Q2-regnskabet viser, at virksomheden opretholder forventningerne til en samlet omsætning på 13,5 mia. kroner og en EBITDA på 900 mio. kroner i 2023. Ses der bort fra engangspriseffekter er EBITDA-marginen sammenholdt med sidste år endda styrket.
– Vi havde forventet, at det ville blive et svært år på grund af markedssituationen, så derfor er det selvfølgelig meget tilfredsstillende, at vi kan levere et så stærkt resultat, forklarer Jens Andersen, der er CEO i Solar-koncernen.
Koncernen lancerede i 2021 Core+ strategien, der i højere grad end tidligere fokuserer på Klima og Energi-segmentet, hvor virksomheden senest har investeret i ThermoNova, der producerer industrielle varmepumper.
– Vores strategi Core+ fortsætter med at levere stærke resultater. På trods af modvind fra markedet, så er vi på vej mod det næstbedste resultat i Solars 100-års historie, og det synes jeg er værd at bide mærke i, forklarer Jens Andersen.
Kilde: Solar