
Kører du el-bil, behøver du ikke frygte at løbe tør for strøm midt på Øresundsbroen. Øresundsbro Konsortiet er nemlig i gang med at sætte en ladestander op ved parkeringen på betalingsanlæggets sydside, hvor man kommer til efter at have kørt over broen i retning mod Sverige. Det er den første ladestander, som konsortiet sætter op. Målet er at teste interessen hos kunder og ansatte med el-bil, at støtte op om valget af el-biler og konsortiet vil se på, hvordan ladestanderen bliver brugt, og derefter evaluere forsøget.
– Vi vil gerne bidrage til et godt miljø ved at hjælpe vores kunder, som kører el-bil. Vi sætter den op på sydsiden af praktiske hensyn, da der er bedst plads der, siger Patrik Tuvession, projektleder hos teknisk drift ved Øresundsbro Konsortiet.
Standeren bliver etableret inden for nogle uger, og vil derefter kunne anvendes af kunder, som kører over broen eller besøger kundecenteret. For at kunne lade, skal man være tilmeldt InCharge, som er et af Europas største opladningsnetværk. Opladningen startes med et opladningskort, en opladningsbrik eller via en app.
Kilde: Øresundsbro Konsortiet