Solcelleanlæg kan typisk sidde på tage eller være jordbaseret. Og mens grossisten Lemvigh-Müller har ganske godt fat i de tagbaserede anlæg, har de ikke samme succes indenfor de jordbaserede.
Det vil sige ikke før nu, hvor de skal stå bag et jordbaseret anlæg på Djursland, hvortil de skal levere cirka 25.000 solpaneler.
Hos Lemvigh-Müller betegner man det som et gennembrud for virksomheden.
– Vi har rigtig godt fat i markedet for tagmonterede solpaneler i kraft af et meget gennemarbejdet koncept og et bredt produktprogram. Nu har vi demonstreret, at vi Lemvigh-Müller også kan være med, når det handler om store, jordbaserede anlæg, siger Michael Kongsløv, senior salgskonsulent og ansvarlig for salg af solenergianlæg til industrikunder.
Solenergiparken Mesballe Energipark bliver opført på et 14 hektar stort areal i et såkaldt teknisk landskab præget af transformerstationer og højspændingsledninger. Det ligger ved landsbyen Mesballe mellem Randers og Grenå, og nærheden til en eksisterende transformatorstation gør det let at distribuere energiparkens produktion, som svarer til ca. 3600 husstandes forbrug.
Projektet kommer på et ideelt tidspunkt for Lemvigh-Müller, mener Michael Kongsløv.
– Vi har opbygget et meget stærkt set up med et bredt og dybt produktprogram, et kompetent specialist-team og effektiv logistik, bl.a. i form af et dedikeret solcellelager. Det betyder, at vi er et ideelt sted i forhold til at bidrage til at realisere de politiske ambitioner inden for klimavenlig energiproduktion, og nu kan vi vise omverdenen, at Lemvigh-Müller har musklerne til at også at løfte store solenergiprojekter, siger han.
Bag projektet står selskabet Energicenter Nord, der udvikler, projekterer og driver vedvarende energianlæg, heriblandt aktuelt 40 producerende vindmøller. Mesballe Energipark forventes idriftsat i slutningen af året.
Kilde: Lemvigh-Müller