Greenmatch.dk har undersøgt markedet for energitilskud til gavn for boligejerne. Og det er værd at se sig for, for der kan være flere tusinde kroner i forskel på de tilskud, som energiselskaberne tilbyder – helt op til 45 procent. Skal du skifte pære i boligen eller investere i et pillefyr, er der god grund til at undersøge markedet for energitilskud.
17 øre er den umiddelbart beskedne forskel på tilskuddet mellem eksempelvis Frederiksberg Forsyning og Trustrup Lyngby Varmeværk. Hos førstnævnte giver en grøn investering i en ny varmekilde på et 200 m2 stort hus et berettiget tilskud på ca. 3.800 kroner. Hos Trustrup Lyngby Varmeværk derimod, står boligejeren i stedet med mere end 7.100 kroner ved præcis samme investering. Det er et øget tilskud på ca. 3.200 kroner eller hele 85 procent. Og det er kun ved ét energiforbedrende tiltag. En gennemrenovering vil betyde et endnu større tilskud, og de 17 øre vil dermed pludselig give en kæmpe besparelse på det grønne projekt. Det står boligejeren frit for at søge tilskud ved et hvilket som helst energiselskab.
Det er formentlig de færreste, der er klar over, hvilke tiltag der berettiger til tilskud, og det er også forskelligt fra energiselskab til energiselskab. Der kan søges tilskud til alt fra isolering af hele boligen, til nye vinduer og døre og sågar udskiftning af pærer.
Ansøgning af tilskud skal blot foretages inden køb af materialer eller aftale med håndværker. Det kan virke som det oplagte at søge tilskud ved det energiselskab, der leverer energi til boligen. Men der er ingen geografiske begrænsninger i forhold til, hvor der søges om energitilskud og derfor intet i vejen for at søge det bedste tilskud.
Kilde: Greenmatch