
Den franske koncern Edenred, som i 2024 overtog aktiemajoriteten i den danske ladeplatform Spirii, har udpeget tyske Mathias Wiecher som ny adm. direktør for virksomheden. Han erstatter Tore Harritshøj.
Overdragelsen er et led i den strategi, der blev lagt ved opkøbet, med henblik på at integrere Spirii fuldt ud i Edenreds mobilitetetsforretning.
I den forbindelse har virksomhedens to stiftere, Tore Harritshøj og Torben Fog, valgt at træde tilbage.
– Det har været et kæmpe privilegium at stå i spidsen for Spiriis imponerende vækstrejse – fra ambitiøs startup til den veletablerede, globale virksomhed, vi er i dag, siger Tore Harritshøj, og fortsætter:
– Jeg er enormt stolt af det, vi har bygget sammen, men nu er Spirii klar til næste skridt, og jeg er overbevist om, at Mathias er den helt rigtige til at tage over.
Mathias Wiecher (45) kommer med mere end 12 års international erfaring inden for e-mobilitet, energi og transport.
Han indledte sin karriere i 2006 hos det globale managementkonsulentfirma A.T. Kearney, hvor han primært havde fokus på energisektoren. I 2014 blev han en del af E.ON Group, hvor han havde flere ledende stillinger og spillede en nøglerolle i udviklingen og skaleringen af virksomhedens aktiviteter inden for e-mobilitet.
Siden september 2024 har han været direktør for energi og ladeinfrastruktur hos svenske Einride og har derudover været bestyrelsesmedlem hos Virta og medlem af Hubjects Supervisory Board.
Kilde: Spirii

