Ved udgangen af i år er det slut med PSO-afgiften. PSO, der står for Public Service Obligation, er en tarif, som opkræves over elregningen, og midlerne skal støtte miljøvenlig elproduktion og forskning og udvikling inden for elområdet.
I 2016 blev det imidlertid besluttet at overflytte udgifterne til vedvarede energi fra PSO-tariffen til finansloven i årene frem mod 2022.
Tariffen for december 2021, som derfor også bliver den sidste PSO-tarif, er ligesom de foregående tariffer fastsat til at være en nul-tarif. Det skyldes de meget høje elpriser, som reducerer de forventede støtteudgifter så meget, at de overstiges af lempelserne fra Finansloven.
Den sidste tarif gælder kun for december, idet 4. kvartals tarif 2021 er blevet opdelt i to fastsættelser for at kunne begrænse over/underdækningen mest muligt ved den endelige udfasning af PSO-tariffen.
Når det samlede regnskab for PSO-ordningen er afsluttet i starten af 2022, vil der, afhængig af størrelsen på den tilbageværende over/underdækning, blive fastsat en sluttarif, hvor overskydende eller manglende midler vil blive hhv. tilbageført eller opkrævet hos forbrugerne.
Kilde: Energistyrelsen