
Efterhånden skal man lede længe efter bilejer, der har købt en ny fossilbil. I maj var andelen af private, der valgte biler oppe på næsten 96 procent. Der er købere til både benzin- og dieselbiler, men de skal findes i forskellige dele af erhvervslivet.
Samlet set var andel af elbiler i maj-salget på 78,7 procent.
– Det grønne bilsalg bliver ved med at sætte rekorder. Det er særligt den delvise afgiftsrabat på elbiler samt et bedre udbud af elbiler, der gør, at det går hurtigt lige nu, siger Mads Rørvig, adm. direktør i Mobility Denmark.
Afgiften på elbiler står til at stige markant. En gennemsnitlig elbil vil stige 160.000 kr. i afgift i de kommende år, og det vil få danskernes interesse for elbiler til at falde dramatisk. Det skal en ny regering gøre noget ved.
– Man kan ikke kalde en ny regering for den grønneste nogensinde, hvis ikke man afskaffer registreringsafgiften på elbiler helt. Jeg glæder mig over at flere partier i valgkampen og i regeringsforhandlingerne har støttet en afskaffelse af afgiften på elbiler. Det skal der leveres på i den kommende folketingsperiode,” siger Mads Rørvig.
Regeringen har netop fremlagt Klimastatus og -fremskrivning 2026, der viser, at Danmark står til at nå klimamålet i 2030. En væsentlig del af forklaringen findes på transportområdet, hvor særligt den hastige elektrificering af personbilerne bidrager til lavere udledninger.
– Det er elbilerne, der gør, at vi når Danmarks klimamål, og det vil være kulsort at stoppe den udvikling med skattestigninger på elbiler. Men det handler ikke kun om klima. I en verden, der forandrer sig hastigt omkring os, er energiuafhængighed blevet afgørende. Elbiler gør Danmark mindre afhængig af olie fra verdens brændpunkter. Derfor bør afgiften på elbiler helt afskaffes, så vi kan udnytte det fulde potentiale – både for klimaet og for Danmarks handlefrihed, understreger Mads Rørvig.
Kilde: Mobility Denmark

