Robotter hører hjemme i industriproduktion – eller sådan er den traditionelle betragtning for de fleste. Men hos fynske Odico ser man anderledes på det, og med konceptet “Factory on the Fly” vil man bringe robotteknologien helt ud på byggepladsen.
Konceptet er baseret på den teknologiplatform, som Odico har udviklet gennem de sidste fem år. En teknologiplatform som muliggør, at man hurtigt og omkostningseffektivt kan fremstille både enkle såvel som komplekse arkitektoniske geometrier direkte fra 3D-tegninger.
– Vi er i stand til at pakke og levere vores teknologi til byggepladser verden over. Siden vi grundlagde Odico i 2012, har vi gennemført mere end 250 succesfulde projekter for over 100 kunder i fem lande. Dette har gjort, at virksomheden hidtil har været selvfinansierende, og det er også det bedste bevis på, at vores teknologi fungerer og er attraktiv, forklarer Anders Bundsgaard, adm. direktør for Odico.
Selskabet ser et meget stort potentiale i at anvende avanceret robotteknologi på byggepladsen, og man planlægger notering på svenske AktieTorget først i det nye år. Børsintroduktion, hvor forventningen er at rejse ca. 16 mio. kr, skal bane vejen for at løfte teknologikonceptet ud på det globale marked.