Tariffen for oktober og november 2021 er ligesom for årets øvrige tariffer fastsat til at være en nul-tarif. Det er fortsat en forventning om høje elpriser, der reducerer de forventede støtteudgifter så meget, at de overstiges af lempelserne fra Finansloven.
Tariffen, der nu udmeldes, gælder kun for oktober og november, da der er i 2021 er planlagt en ekstra tariffastsættelse ved udgangen af året. Dette foretages for at begrænse over/underdækningen mest muligt ved den endelige udfasning af PSO-tariffen.
PSO-tariffen er fastsat med udgangspunkt i en forwardpris på 683 kr./MWh (68,3 øre/kWh) i Østdanmark og på 674 kr./MWh (67,4 øre/kWh) i Vestdanmark. Disse priser er markant højere end ved sidste tariffastsættelse. Højere forwardpriser reducerer udgifterne til støtteberettiget produktion, idet højere elpriser medfører lavere tilskud til primært havvindmølleparker.
Med PSO-aftalen fra 2016 blev det besluttet at overflytte udgifterne til vedvarede energi fra PSO-tariffen til finansloven i årene frem mod 2022. Som resultat heraf er der blevet overført yderligere 1,1 mia. kr. fra PSO-tariffen til finansloven i forhold til 2020. Dette bidrager til at reducere PSO-tariffen.
Den forventede, forbrugsvægtede gennemsnitlige PSO-tarif for 2021 er på 0,3 øre/kWh.