
Under energikrisen blev det en folkesport at holde øje med elpriserne time for time, men fra starten af oktober betød en ændring hos den europæiske elbørs, at elpriserne fremadrettet skifter hvert kvarter.
Mange private elkunder bliver dog fortsat afregnet på baggrund af timeværdier, og det har ledt til en spekulation om, hvilken afregningsmetode der giver den mindste elregning.
Nu har de østdanske netselskaber Cerius-Radius lavet en analyse på flere end 100 privatkunders forbrug i de første uger af oktober. Resultaterne viser, at der er tale om marginale forskelle på at være afregnet på baggrund af kvarters- kontra timeværdier. Faktisk var elregningen i gennemsnit 0,01 pct. højere ved kvartersafregning.
– Man skal passe på med at sige noget definitivt efter så kort tid, men vores analyse viser, at der ikke er en stor økonomisk gevinst forbundet med, at privatkunderne bruger energi på at tilrettelægge deres forbrug efter kvartersafregning. Det er tale om bittesmå forskelle på de to afregningsmetoder. Det er rundt regnet hver anden, der har en lille gevinst ved den nye afregningsmetode, mens den anden halvdel ville få det en lille smule dyrere, siger Cäthe Bay-Smidt, chef i Cerius-Radius.
Hun tilføjer, at der i ca. en tiendedel af timerne i starten af oktober har været prisudsving på over 50 øre per kilowatt-time. Og disse store prisudsving burde egentlig tale i favør af kvartersafregning.
Selvom elprisen går op og ned, så er privatkundernes forbrug så lavt, at det er tæt ved umuligt at få en stor gevinst ved at lade sig afregne med kvartersværdier i stedet for timeværdier.
– Det batter ikke rigtigt at flytte starten af tørretumbleren eller vaskemaskinen, når den alligevel kører i en time eller mere. Der er meget mere at spare ved at skrue ned for forbruget og undgå de dyreste timer, der typisk ligger sidst på eftermiddagen og først på aftenen, fortæller Cäthe Bay-Smidt.
Kilde: Cerius-Radius

