
Østdanskerne har brugt løs af strømmen i løbet af denne sommer, viser en opgørelsen fra netselskaberne Cerius-Radius
I forhold til 2024 er forbruget steget med små 4 procent, mens det er oppe med næsten 10 procent, hvis man kigger yderligere et år tilbage til 2023.
Stigningen kommer dog ikke blot fordi man på Sjælland har droppet alle tanker om at spare på strømmen. Forklaringen skal nok nærmere findes ud i carporten, mener Cäthe Bay-Smidt, funktionschef i Cerius-Radius.
– Når flere og flere elbiler finder vej til carportene, så resulterer det i et øget strømforbrug hos vores privatkunder og mindre erhverv. Og den udvikling går rigtig stærkt i disse år, fortæller hun, og fortsætter:
– Hele vinteren spiller vejret en kæmpe rolle i forhold til det samlede elforbrug. Når temperaturerne dykker, kommer der nemlig liv i både elradiatorer og varmepumper. Sommeren er således lavsæson for elforbruget, men tallene viser, at der alligevel sker betydelige forskydninger disse år, siger Cäthe Bay-Smidt.
Efter årets første otte måneder ligger elforbruget hos privatkunderne og mindre erhverv på et højt niveau. Og når mere og mere energi finder vej gennem elnettet, så stiller det krav til netselskabernes forstærkning og udbygning af infrastrukturen. Derfor investerer man massivt i disse år.
– Et øget elforbrug er en rigtig god historie, når det erstatter fossile brændsler som olie og gas. I Cerius-Radius betyder den øgede efterspørgsel, at vi skal lægge mange nye og større kabler i jorden, og samtidig skal vi opføre nye transformerstationer i hele vores forsyningsområde. Det er nemlig afgørende for, at elnettet også i fremtiden udgør et stærkt fundament for den grønne omstilling, siger hun.
Kilde: Cerius Radius