De to ladeparker ved Lillebælt Nord og Lillebælt Syd langs Fynske Motorvej var de første Vejdirektoratet kunne indvie for godt et års tid siden.
Dengang hed operatøren Clever, men sidenhen gik der knas i samarbejdet mellem de to, da det viste sig, at Clevers kunder fik prismæssige fordele frem for andre kunder. Det var ikke aftalen og direktoratet valgte at smide Clever på porten. I stedet gik man i gang med finde afløsere – og de er fundet. Der er nemlig flere.
Fremfor at have bare én operatør, kommer der tre. Eon, Ewii og PowerGo. Når de sidste ladepladser åbner på Lillebælt Nord og Syd, vil der være i alt 30 ladepladser på hver af ladeparkerne.
Det er politisk besluttet, at der fremover skal være minimum to ladeoperatører på statslige ladeparker, hvor der er mere end 16 ladepladser. Kravet skal være med til at øge konkurrencen.
– Udbuddet af ladeparkerne er denne gang blevet opdelt i fire delaftaler, så flere operatører har kunnet byde ind på, og dermed også vinde, opgaven. E:ON Drive Infrastructure, PowerGo B.V. og EWII endte med at løbe med sejren, og vi glæder os til det kommende samarbejde, siger projektleder Jesper Kaae fra Vejdirektoratet.
I dag er der som sagt 16 ladepladser i drift på hver af parkerne, men det skal udvides markant med 14 ekstra på hver.
De var sat til at åbne i 2025, men i genudbuddet har Vejdirektoratet åbnet op for, at ladeopratørene selv må vurdere, hvornår de sidste ladepladser skal åbne. Dog senest i midten af 2026.
Kilde: Vejdirektoratet