Egentligt lyder det meget logisk, men nu dokumenterer en ny rapport fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA), at virksomheder, der prioriterer arbejdsmiljøet højt, har halvt så mange alvorlige ulykker som virksomheder, der prioriterer det lav.
I rapporten har man undersøgt, om arbejdssteder med en høj grad af arbejdsmiljørettet indsats havde færre arbejdsulykker sammenlignet med arbejdssteder med lavest grad af arbejdsmiljørettet indsats inden for fem udvalgte områder via undersøgelsen ’Virksomhedernes ArbejdsmiljøIndsats’ (VAI).
Det er naturligvis afgørende, at vi er sikre på, at de indsatser vi sætter i gang har en sammenhæng med de mål, vi ønsker at opnå, fx færre arbejdsulykker. Det har vi nu fået konkrete data på med denne rapport, siger Johnny Dyreborg, seniorforsker fra NFA.
En høj grad af konkrete ulykkesindsatser og risikohåndtering med fokus på at forbedre sikkerheden i arbejdet hænger også sammen med færre arbejdsulykker. Til gengæld kunne man ikke påvise en sammenhæng mellem virksomhedernes instruktion i at udføre arbejdet sikkerhedsmæssigt og sundhedsmæssigt forsvarligt og lavere risiko for anmeldepligtige ulykker.
Arbejdsgiveren har naturligvis en generel instruktionspligt, men analysen har vist, at det er ikke et relevant målepunkt i forhold til at forebygge ulykker, fordi man ikke kan vise en klar sammenhæng mellem instruktion og antallet af ulykker, siger han.
Forskerne håber at kunne afprøve indsatserne for at få endnu mere præcis og nuanceret viden om hvilke forhold, der ellers har en betydning for forebyggelse af ulykker i praksis.
Kilde: Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø