Nordjyderne har i høj grad nej-hatten på omkring energioptimering af privatboligen. Det fremgår tydeligt af en ny undersøgelse, som Schneider Electric har fået YouGov til at foretage. Nordjyderne stikker negativt ud på stort set samtlige områder.
For eksempel syntes 35 procent slet ikke energioptimering er relevant og lige en snert mere end hver tiende gider ikke engang foretage bittesmå ting som at slukke lyset efter sig eller skrue ned for varmen i rum, der ikke bliver benyttet.
6 procent af nordjyderne erklærer sig helt uenige i udsagnet ”Klimapotentialet for samfundet er stort, hvis danske boligejere bliver bedre til at energirenovere deres private hjem”. Det er højest blandt alle landsdele. 23 procent af nordjyderne erklærer sig helt enige i udsagnet. Det er til gengæld lavest blandt alle landsdele.
På ét område scorer landsdelen mod nord top. Hele 89 procent kender til de tekniske muligheder til at automatisere hjemmet med for eksempel tænd/sluk af lys og varme. Det er højst af alle regioner. Men ak og ve. Kun 17 procent omsætter den viden – og så er man tilbage på den kedelige sidsteplads, for i ingen anden landsdel er der så få, der benytter sig af de tekniske muligheder på denne front.
Selvom det altså er nordjyderne, der havner i den tunge ende, så kan alle andre danskere ikke pudse glorien.
– En af vores overordnede konklusioner på undersøgelsen er, at danskerne over en bred kam mangler viden om energioptimering af privatboligen, og at en del af initiativerne endda er tilskudsberettigede. Derfor er vi meget glade for at kunne sætte fokus på et område, hvor der i høj grad er plads til forbedringer – også i Nordjylland. Fakta er, at potentialet er stort, og selv små og simple løsninger kan gøre en forskel for både miljøet og boligejernes økonomi, siger Thomas Andersen, Vice President i Schneider Electric Danmark.