
Norden er ved lige så stille at blive kendt for sin store andel af elbiler. Selv Sverige og Finland, som hidtil har været en anelse fodslæbende, er kommet mere om. Om end de ligger et stykke bag især den absolutte duks, Norge.
Norge havde med 97,2 procent fortsat den klart højeste elbilandel, mens Danmark fulgte efter med 67,2 procent – en markant stigning sammenlignet med juli sidste år, hvor andelen var på 51,5 procent. I både Sverige og Finland tegnede elbiler sig for godt en tredjedel af nyregistreringerne med henholdsvis 35,6 og 36,3 procent.
– Elbilandelen stiger i alle de nordiske lande, men der er fortsat tydelige forskelle i, hvor stor en del elbiler udgør af nyregistreringerne. Det afspejler, at nationale rammevilkår og incitamenter spiller en afgørende rolle. Hvis udviklingen skal fortsætte i Danmark, er det vigtigt, at der snart kommer klarhed om hvordan bilafgifterne kommer til at udvikle sig, og at der laves et langsigtet og enkelt system, der fastholder incitamentet til at vælge grønt, siger Mads Rørvig, adm. direktør i Mobility Denmark.
Kilde: Mobility Denmark