
Modstrøm køber Greentech virksomheden EasyGreen, der er en energioptimeringsplatform, som understøtter den grønne omstilling. Med købet bliver EasyGreen og Modstrøm i forening en af Danmarks største leverandører af grøn omstilling til private forbrugere.
– EasyGreen har på ganske kort tid udviklet sig fra at være en idé og en ambition om at gøre en forskel til at være en markant aktør inden for digitalisering af den grønne omstilling til private forbrugere. Som en del af Modstrøm kan vi nu sætte endnu mere fart på udviklingen og bidrage til endnu bedre løsninger til danske energiforbrugere, siger Philip Flindt, administrerende direktør for EasyGreen.
Anders Millgaard, der er administrerende direktør for Modstrøm er glad for at kunne hilse det nye selskab velkommen i gruppen. ”
– Interessen for solcelleløsninger blandt vores energikunder er støt stigende, og vi er hele tiden på udkig efter nye og bedre tilbud. EasyGreen har udviklet en fantastisk platform, hvor energiforbrugere selv kan designe den optimale løsning til netop deres behov. Samtidig får vi i fællesskab en størrelse, der gør, at vi kan købe kvalitetsløsninger til markedets bedste priser, fortæller Anders Millgaard.
Kilde: Modstrøm