Grøn omstilling i alt fra antal elbiler og varmepumper til mere brug af el i industrien, kræver et mere robust elnet for at kunne følge med el-forbruget.
Derfor har netselskaberne Cerius-Radius og deres fælles driftsselskab Nexel haft et udbud på etablering af nye, store transformerstationer på Sjælland og Lolland-Falster de kommende år. En aftale med en samlet værdi på mere end 1 mia. kr.
Vinderen blev Skanstec Engineering, der sammen med en række stærke underleverandører skal løse opgaven.
Der er tale om et såkaldt ”Turnkey-udbud” – et totalentrepriseudbud – hvor Skanstec Engineering skal aflevere nøglerne til færdige transformerstationer. I første omgang er aftalen på 15 hovedstationer, som er de største transformerstationer i Cerius-Radius’ elnet. Hertil kommer en option på yderligere byggerier, hvis begge parter ønsker at forlænge samarbejdet.
– Vi står overfor en historisk transformation af vores energisystem, og den skal vi lykkes med til glæde og gavn for klimaet. Cerius-Radius og Nexel arbejder hver eneste dag med at imødekomme behovene fra vores kunder i Østdanmark, og dette udbud afspejler, at vi står med en kæmpe opgave, der vil opgradere elnettet markant i vores forsyningsområde, siger Jens Fossar Madsen, adm. direktør i Cerius-Radius.
Cerius-Radius og Nexel ønsker idriftsættelse af de første syv stationer i slutningen af 2026 og i løbet af 2027.
For at anskueliggøre størrelsen på aftalen, blev der tidligere bygget én ny hovedstation hvert 4-5 år. Nu skal der bygges 4-5 om året frem mod 2030.
Kilde: Cerius-Radius