Den uafhængige crash-test-myndighed, Euro NCAP, har testet Ford Transit Custom og belønner nu varebilen med den højest mulige anerkendelse – guld i sikkerhed. Ford har dermed mere end én varebil i den flotte guld-kategori. Ford er derudover også den eneste varebilsproducent, der opnår guld med både 1- og 2-tons varebiler. Sidste år fik den store 2-tons Transit samme flotte anerkendelse med guld.
Guldprisen, som Transit Custom modtager, kommer som følge af en forbedret sikkerhed på den meget populære varebil – blandt andet introduktionen af selealarm, som blev standard tidligere i år.
Varebilskunderne kan se frem til flere nye tiltag i begyndelsen af 2022, der blandt andet omfatter et nyt digitalt bakspejl, der giver et dobbelt så stort udsyn som et konventionelt bakspejl, der ofte har et mere begrænset udsyn.
Ford introducerer også en ny 150 hk variant af sin 2,0 liters EcoBlue dieselmotor til Transit Custom Kombi og Tourneo Custom. Den nye motor kommer både med sekstrins manuelt gear og med automatgear.
De to modeller, Transit Custom inkl. Kombi og Tourneo Custom, er tilsammen den bedst sælgende Ford-model i Europa i år med 117.014 indregistreringer i årets første ni måneder.