Den 1. januar 2022 slår de to jyske belysningsleverandører LED-TEK A/S og Luminex A/S sig sammen og danner et bredt funderet lyshus under navnet Luminex A/S.
Med fusionen samles LED-TEK s store, standardiserede produktprogram og Luminex’ rådgivningsekspertise og arkitektoniske lysdesign under ét tag. Dermed kan elinstallatører, arkitekter, ingeniører og bygherrer få dækket alle deres belysningsbehov hos én og samme leverandør.
Begge virksomheder har stor erfaring inden for hver deres område i markedet for professionel belysning, og deres produktsortimenter og kompetencer supplerer hinanden godt.
Vi vil give kunderne et professionelt lyshus, som løser projektopgaver og rådgivning, og som samtidig er en stabil leverandør af standardvarer som lamper og armaturer i god kvalitet til løbende installationsopgaver og service, siger direktør hos LED-TEK, Steen Svendsen.
Direktør i Luminex, Lars Andersson, tilføjer:
Som samlet virksomhed får vi en solid position i markedet og bliver mere konkurrencedygtige i forhold til større projekter, hvor pris ofte er en afgørende faktor.
Medarbejderne er allerede rykket sammen på LED-TEKs nuværende adresse i Løsning nær Horsens, som udbygges med et helt nyt showroom. Her kan kunderne lade sig inspirere og se eksempler på installation af både standardarmaturer og designlamper.
Det nye lyshus får navnet Luminex. Derudover vil kunderne ikke opleve de store, praktiske ændringer. Alle medarbejdere følger med over i den nye virksomhed, og indtil videre er telefonnumre, mailadresser, hjemmesideadresser og service, som de plejer.
Det er nøjagtigt de samme erfarne faglige rådgivere, kunderne kommer til at sparre med. Men nu skal de kun forholde sig til én leverandør, hvis ekspertise dækker både de håndværkstekniske og designæstetiske aspekter af løsningen, siger Lars Andersson fra Luminex.