Torsdag den 19. november blev Danmark ramt af et omfattende cyberangreb. Hvis du ikke mærkede noget til det, skyldes det, at det kun var en øvelse – et fiktivt angreb, der skulle gøre en række myndigheder klar til, hvis det virkelig kom et angreb.
Gennem otte timer samarbejdede medarbejdere fra en række myndigheder og virksomheder på tværs af de seks samfundskritiske sektorer (tele, energi, finans, sundhed, transport og søfart) og Center for Cybersikkerhed intenst for at stoppe angrebet og begrænse skaderne.
Formålet med øvelsen er at undersøge og afprøve kommunikation og videndeling mellem myndighederne og virksomhederne i tilfælde af et større cyberangreb, som påvirker flere sektorer samtidig. Øvelsen var en såkaldt skrivebordsøvelse, hvor deltagerne undervejs modtog forskellige brikker af viden, som så skulle deles, for at alle hurtigst muligt kunne lægge det samlede puslespil.
Øvelsen gik rigtig godt, og vi fik vigtig viden, som vi kan bruge til at forbedre den operationelle koordinering på tværs af de seks samfundskritiske sektorer. Det er et vigtigt skridt på vejen mod et mere sikkert digitalt Danmark. Ved at træne sammen står vi alle bedre forberedt, siger chef for Center for Cybersikkerhed, Thomas Lund Sørensen.
Kilde: Energistyrelsen