
I over to måneder har danskerne ikke oplevet en eneste time med gratis strøm. Det er den længste sammenhængende periode siden afslutningen på energikrisen i starten af 2023, hvor elprisen ikke har været under nul.
– Danskerne er blevet vant til, at elpriserne svinger, og at det er en rigtig god idé at planlægge forbruget derefter. Lige nu oplever vi en lang periode med stabilt høje elpriser, som vi ikke har set siden energikrisens afslutning. Så lige nu bliver vi desværre ikke forkælet med negative elpriser, som ellers kan udnyttes til at gøre elregningen mindre, siger Troels Skipper, der er produktchef for el i OK.
Hovedårsagen til de stabilt høje priser på strøm er den begrænsede vindproduktion i Europa. I de kolde vintermåneder, hvor elforbruget stiger, og solcellerne leverer mindre energi, kræver det en markant vindproduktion at holde elpriserne nede.
Og vinden blæser altså i øjeblikket ikke ret meget.
– Når der i en længere periode ikke er nok vind, mangler vi en stor del af den billige, grønne strøm, som normalt holder priserne nede. Det betyder, at vi i højere grad bliver afhængige af de dyrere energikilder, og det slår direkte igennem på priserne, siger Troels Skipper.
Det er ikke kun i Danmark, at der denne vinter har manglet tilstrækkelig vindproduktion. I store dele af Nordeuropa har efteråret og vinteren budt på mindre blæsevejr end normalt.
Kraftværkerne er nødt til at tage over
Når der ikke bliver produceret nok vedvarende energi til at dække behovet i elsystemet, er det kraftværkerne, der må træde til – og det giver markant dyrere elpriser.
– I de tilfælde, hvor kraftværkerne skal tage over, bliver strømmen simpelthen dyrere. Vind og sol leverer normalt den billigste energi, men når produktionen falder, må vi trække på de fossile værker, som har højere omkostninger. Det presser gennemsnitspriserne op – især i vintermånederne, hvor forbruget i forvejen er højt, siger Troels Skipper.
I november landede gennemsnitsprisen for den rene elpris på 69 øre pr. kWh i Danmark. Det blev dermed den dyreste måned siden februar.
Kilde: OK

