Flere og flere ansatte i Ballerup Kommune vil i den kommende tid køre i elbiler. Kommunen vil nemlig udskifte sin flåde af biler. Det er bl.a. hjemmeplejen og ansatte i sundhedssektoren, der kan ventes at få nye biler.
Med de nye biler kommer også et stigende pres på at kunne oplade dem, og derfor vil kommunen i den kommende tid få opsat 125 ladestandere, der er forbeholdt de kommunale biler.
Den grønne omstilling står højt på dagsordenen i Ballerup Kommune. Vi har alle et ansvar for klimaet og den bæredygtige udvikling, og derfor er det oplagt løbende at udskifte kommunale biler med elbiler. Hjemmeplejen bliver ét af stederne, hvor vi vil skifte til elbiler, så kørslen til og fra borgere i kommunen bliver endnu grønnere, siger Ballerup Kommunes borgmester, Jesper Würtzen.
Etableringen af de mange ladestandere samt den efterfølgende drift blev sendt i udbud i januar i et af de største offentlige udbud af kommunale ladestandere.
Fem tilbudsgivere blev indbudt til at afgive tilbud, og det er nu resulteret i, at Ballerup Kommune netop har indgået en rammeaftale med virksomheden, Power Fuel, der har specialiseret sig i at levere fleksible full service-ladeløsninger til virksomheder, foreninger og offentlige institutioner.
Blandt andet er virksomheden en af de førende i landet i forhold til at skabe ’true dynamic loadshare’, hvilket handler om, hvordan man fordeler de ampere, man har til rådighed, så alle biler i ens bilflåde lader lige meget, og man ikke laver strømafbrydelser i sin bygning.
Ballerup Kommune er en af de første kommuner i landet, som etablerer en så omfattende infrastruktur til sin elbilflåde – men den bliver selvsagt ikke den sidste. Det er et behov, som bliver mere og mere tydeligt i kommunerne i takt med, at bilflåderne stille og roligt bliver elektrificeret og presset på ladekapaciteten stiger. Vi har skabt et fleksibelt setup, som gør os i stand til at etablere flere ladestandere i takt med, at behovet opstår, siger Jacob Axeltoft, CEO Power Fuel.
De 125 ladestandere bliver forbeholdt kommunens egne biler. Til gengæld åbner Ballerup Kommune op for, at private ladeoperatører kan etablere offentlige tilgængelige ladestandere på 66 kommunale parkeringspladser. Det skal efter planen give yderligere 132 ladestandere i kommunen.
Kilde: Ballerup Kommune