
Den 3. november samler SYNERGI, Renovate Europe og nogle af Europas førende virksomheder centrale beslutningstagere i København til en konference, der sætter fokus på, hvordan energieffektive renoveringer kan være en gamechanger for EU’s konkurrenceevne, klimakamp og energiuafhængighed.
På konferencen får EU-kommissær Dan Jørgensen præsenteret ‘Copenhagen Commitment’ – en erklæring, hvori europæiske producenter af energieffektive produkter og teknologier melder sig parate til at investere yderligere i medarbejdere og produktion for at nedbringe omkostningerne i bygninger og styrke konkurrenceevnen.
Mere end 100 eksperter, erhvervsledere, embedsfolk og NGO’er har fundet til en dags konference og debat om fremtidens europæiske energiforbrug og bygninger.
– Vi kan ikke tale om sikkerhed, klimakamp og konkurrenceevne uden at nævne energieffektivitet. Høje boligomkostninger og energifattigdom er desuden en paneuropæisk udfordring, der også inkluderer Danmark. Vores medlemmer i SYNERGI leverer konkrete løsninger, der både mindsker afhængigheden af importeret energi og giver europæerne lavere boligomkostninger. Derfor glæder jeg mig til på Renovate Europe Day at diskutere, hvordan vi i højere grad høster de enorme muligheder i energieffektiv, grøn teknologi, siger Morten Helveg Petersen, bestyrelsesleder i SYNERGI.
Bygninger står for 40 pct. af EU’s energiforbrug og 36 pct. af den energirelaterede CO2-udledning. Energiforbruget i tre ud af fire bygninger i EU er ineffektivt. Der er derfor massive potentialer for at mindske efterspørgslen på energi i lige netop bygningsmassen.
Det er fortsat muligt at tilmelde sig Renovate Europe Day. Se mere her
Kilde: Synergi