Et af Europas største energiselskaber, Centrica, har valgt KMD som samarbejdspartner til energiafregning. Det er KMD’s nye afregningsløsning, KMD Elements, der i de kommende fem år skal stå for beregning og afregning af store komplekse kontrakter på produktion af el og gas i ni vesteuropæiske lande for Centrica’s danske datterselskab Centrica Energy Trading A/S.
Aftalen med Centrica Energy Trading A/S er et vigtigt skridt i KMD’s ambition om at internationalisere KMD’s it-løsninger inden for energi og forsyning.
Satsningen på KMD Elements understøtter den generelle udvikling, som den globale energisektor oplever i disse år. Både den måde energi produceres, transporteres og forbruges på, er i rivende udvikling og kræver en stadig større grad af digitalisering. Og det stiller en række nye krav til energi- og forsyningsselskaber verden over.
Med aftalen vil KMD Elements fremover håndtere både beregning og afregning på Centrica Energy Tradings Power- & Gas Purchase Agreements. Det vil sige store og komplekse kontrakter inden for produktion af el og gas. Centrica Energy Trading bliver første internationale kunde på KMD Elements. Her ser man potentiale i at anvende KMD Elements-løsningen som basis for de internationale vækstplaner. I første omgang kommer Centrica Energy Trading til at anvende KMD Elements i følgende lande: Belgien, Danmark, Finland, Frankrig, Italien, Norge, Storbritannien, Sverige og Tyskland.
Aftalen mellem KMD og Centrica trådte i kraft 1. april og løber i fem år. Aftalens samlede værdi vil ikke blive offentliggjort.