
Siden OK åbnede sin første ladestander til tung transport i slutningen af 2023, har flere kunder fået behov for at lade i Taulov. Derfor har energiselskabet netop – sammen med datterselskabet GodEnergi A/S – idriftsat endnu en ladestander på Europavej 6 sydvest for Fredericia.
– Vi oplever en markant stigning i behovet for opladning i Taulov. Med opsætningen af den nye ladestander øger vi kapaciteten og sikrer, at vi kan imødekomme den stigende efterspørgsel på ladestandere i området, siger Søren Graversen, OK’s markedschef for transportområdet.
Den nye stander er – ligesom den eksisterende – en 300 kW-ladestander med to ladeudtag og er designet til el-lastbiler og andre tunge køretøjer. Den er placeret i Transportcenter Danmark, lige ved OK’s truckstation tæt på motorvejen, så chaufførerne nemt og hurtigt kan lade op.
Udvidelsen i Taulov er en del af OK’s målrettede indsats for at etablere en landsdækkende ladeinfrastruktur til tung transport. Med den centrale placering og store transportaktivitet spiller ladestationen en vigtig rolle for elektrificeringen af transportsektoren.
– Flere af vores erhvervskunder arbejder aktivt med den grønne omstilling – og for dem har det stor betydning, at der er tilgængelig ladeinfrastruktur dér, hvor de kører. Det understøtter vi nu med endnu en ladestander i Taulov, siger Søren Graversen.
OK har på nuværende tidspunkt offentlige ladestandere til tung transport i både Taulov og Sdr. Borup og har planer om at udvide til flere lokationer rundt om i landet.
Kilde: OK