
De helt store elkunder, det vil typisk være industrikunder, i Københavnsområdet, Nordsjælland og dele af Midtsjælland har fuld gang i elektrificeringen.
Det viser nye tal fra Radius, der ejer elnettet i området.
I 2025 brugte Radius’ største kunder 1.514 GWh, og det er 21,1 procent mere end året før, fortæller Cäthe Bay-Smidt, funktionschef i Radius. Hun tilføjer, at udviklingen er drevet af både nye og eksisterende kunder.
– Vi har gennem nogle år haft dialog med forskellige sektorer, som har haft et ønske om at tilslutte sig elnettet til glæde og gavn for virksomhederne, samfundet og klimaet. Det er en proces, der kan tage tid, men nu begynder mange af disse kunder at blive elektrificeret, og det er med til at løfte forbruget blandt vores største kunder, siger Cäthe Bay Smidt, og fortsætter:
– Det er en kæmpe opgave at sikre, at elnettet kan håndtere udviklingen hos de største kunder. Vi har at gøre med enkeltkunder, som alene kan stille samme krav til elnettet som en hel provinsby, fortæller hun.
Udviklingen blandt Radius’ store kunder har været medvirkende til, at Radius og det andet store østdanske netselskab Cerius i 2025 tilsammen investerede mere end 3 mia. kr. i elnettet.
– Disse investeringer i både nye kabler og transformerstationer er helt afgørende for, at elnettet også i fremtiden danner et stærkt fundament for den grønne omstilling på tværs af hele samfundet, lyder budskabet fra Cäthe Bay-Smidt, funktionschef i Cerius-Radius.
Kilde: Cerius-Radius

