
Elektrificeringen er inde i et momentum, som bør udnyttes bedst muligt. Det er derfor yderst vigtigt at identificere og virkeliggøre alle de nye arbejdsdelinger, som kan fjerne forhindringer på vejen frem mod mere grøn strøm på nettet, og mod mere strøm i industriens og danskernes energiforbrug.
Målet er det samme for alle parter: at fremskynde elektrificering og dermed grøn omstilling.
Energinet har derfor indgået en aftale med en bred gruppe af VE-udviklere, store elforbrugere og erhvervsorganisationer.
I aftalen forpligter parterne sig til at analysere og definere, hvilke opgaver VE-udviklere og store elforbrugere kan overtage fra Energinet for at opnå hurtigere adgang til elnettet. Flytning af relevante opgaver skal implementeres fra 2026.
– I Energinet hilser vi nye løsninger velkommen. Hvis vi kan opnå hurtigere netadgang for kunder ved, at VE-udviklerne eller de store elforbrugere laver en del af arbejdet, så skal vi selvfølgelig samarbejde om at realisere de potentialer, der ligger i det, siger Søren Dupont Kristensen, der er driftsdirektør i Energinet: ”Det vigtigste er, at tingene bliver gjort, ikke hvem der gør det”.
Win-win for den grønne omstilling
Energinet er gået sammen med en række udviklere, store elforbrugere og erhvervsorganisationer om at finde og gennemføre de nye og utraditionelle arbejdsdelinger, som har et stort potentiale for at fremskynde produktions- eller forbrugsanlæggenes adgang til elnettet.
– Vores håb er, at vi kan starte processerne en lille smule før. Vi er tidligere ude og tale med jordejere og kommuner i forbindelse med vores solcelle- og vindmølleanlæg. Hvorfor ikke udvide vores forberedende arbejde til også at omfatte Energinets kabel eller stationsudstyr, der skal bruges til den fremtidige nettilslutning? Hvis det kan spare tid for Energinet og give os hurtigere adgang til nettet, så er det win-win for alle og ikke mindst for den grønne omstilling, siger Knud Erik Andersen, CEO i European Energy.
Energinet og partnerne bag samarbejdet har udgivet et fælles forpligtelsespapir og sætter et arbejde i gang, som i april 2026 skal fremlægge helt konkrete forslag til nye arbejdsdelinger, der kan implementeres
Udover Energinet står følgende parter bag forpligtelsespapiret og er med i arbejdet: Dansk Erhverv, Dansk Industri, European Energy, Eurowind Energy, Google, HOFOR, Microsoft, Mo-mentum Energy Group, Novo Nordisk, NRGi, Skovgaard Energy og WeStorix.
Kilde: Energinet

