
Nu kan københavnske elbilejere se frem til flere lademuligheder i byen. Samtidig kan det også gå endnu hurtigere at få strøm på bilen. Københavns Kommune har netop afsluttet udbuddet af lynladere på fire forskellige lokationer. I alt er der mulig for op mod 32 lynladepunkter.
Samtidig er der også flere normalladere på vej i byen.
Fire lokationer er i spil, og hver lokation forventes at have 8 ladeudtag. Det drejer sig om henholdsvis:
- Mosesvinget
- Nyropsgade
- Bernstorffsgade
- Emdrupvej
Faktisk er der endnu flere lademuligheder på vej, idet Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen i slutningen af 2025 afsluttede den seneste udbudsrunde af normalladestandere.
Det har ført til aftaler med fire forskellige operatører om etablering af yderligere godt 1.000 nye normalladestandere på tværs af hele byen.
Dermed får bilisterne endnu flere muligheder for opladning, og på sigt vil der også være mulighed for lynladning på udvalgte lokationer.
Det forventes, at normalladestanderne fra den seneste udbudsrunde etableres i løbet af 2026. For lynladernes vedkommende er forventningen, at de vil være etableret senest ved udgangen af 2028.
Med de nye aftaler tager København dermed endnu et vigtigt skridt i den grønne omstilling, hvor udrulningen af ladeinfrastruktur er en central del.
Kilde: Københavns Kommune Klima-, Miljø- og Teknikforvaltning

