29 nye elbusser vil fra foråret næste år summe rundt i gaderne i Aarhus. De kommende busser er næste skridt mod det endelige mål, der sigter mod, at alle busser i byen i 2027 skal være fossilfrie.
De nye elbusser er ledbusser fra Volvo. Modellen hedder 7900 Electric Articulated, som er 18,6 meter lang, hvilket er 0,6 meter længere end de ledbusser, kunderne kender fra i dag. Miljømæssigt forventes de nye busser at reducere udledningen af CO2 med 1.500-2.000 tons årligt.
Busserne kan ikke køre en hel dag på én opladning, så de skal oplades i løbet af dagen, som sker på et af busselskabets busanlæg. Denne løsning er valgt for at undgå opstilling af pantografer på rigtig mange endestationer. Busselskabet overvejer dog, om laderne på anlæggene med fordel kan blive suppleret med enkelte mindre ladere ved endestationerne.