
Med den nye finanslov, som regeringen og Det Konservative Folkeparti er blevet enige om, vil der ikke blive opkrævet elafgift – i hvert ikke de kommende to år. Helt væk er den ikke, men den kommer ned på EUs mindstekrav, som for de fleste familie vil sidestille den øvelse med en afskaffelse.
En gennemsnitlig husstand sparer 3.600 kroner om året på elregningen, når elafgiften fra 1. januar bliver sænket fra 72 øre til 0,8 øre per kilowatt-time. Det er en tiltrængt håndsrækning – især for husholdningerne med de laveste indtægter – i en tid, hvor prisen på mad og andre forbrugsgoder er høj.
– Alle mennesker bruger strøm til vaskemaskinen, ovnen og lyset i loftet. Hvis man er på overførselsindkomst eller har en lav indkomst, rammer elafgiften tungt. De penge, man sparer på elafgiften, kan man bruge på mad eller andre fornødenheder, siger Kristian Jensen, adm. direktør i Green Power Denmark.
En lav elafgift vil også skubbe på elektrificeringen. Det bliver pludselig ekstra givtigt at få en elbil eller skifte gasfyret ud med en varmepumpe
– Det bliver nu helt tydeligt for forbrugerne, at strøm er langt det billigste alternativ som brændstof til bilen og opvarmning af huset. Jeg forventer, at det vil sætte yderligere fart på den grønne omstilling, siger Kristian Jensen.
Som sagt er afgiften kun væk i de kommende to år, og det er da et lille hår i suppen, mener han. Men omvendt er der to år til at arbejde for, at aften kommer helt væk.
Kilde: Green Power Denmark

