Antallet af el- og pluginhybrider vokser voldsomt. Og selvom elbiler ikke brænder nær så ofte som fossile biler, medfører et markant øget antal også en større risiko. Og det er et problem, for hverken besætningen eller udstyret på landets mange færger er i stand til at bekæmpe en sådan bilbrand
Det kom frem på et maritimt webinar afholdt af Watson Farley & Williams.
På en færge kan man ikke tilkalde beredskabet og få dem til at løse problemet. Der er kun besætningen. Og man kan ikke anvende de kendte metoder fra land med at rulle den brændende elbil af vejen og bede folk søge et andet sted hen. Hurtigfærger er tilmed lavet af aluminium, som kan brænde, påpeger Carsten Møller, forretningsudvikler i DBI ifølge Martime Danmark.
En brand i en elbil betyder ikke nødvendigvis, at der går ild i selve batteriet, men skulle det ske, er en sådan brand svær at bekæmpe. Den opfører sig anderledes end brand i fossile biler, og der bliver tillige udledt hydrogenfluorid, en giftig og ætsende gasart.
Den maritime industri er traditionsrig og lidt konservativ, og der kommer normalt først nye regler på området efter en ulykke eller tragedie, sagde Alexander B. Kleiman, Project Manager i DBI, ved det maritime webinar.
Der er dog sat arbejde i gang.
Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut – DBI – deltager i projektet ELBAS, som skal skabe operationelle, konkrete anbefalinger til rederier om, hvordan man indretter brandstrategier for elbiler på færger.
Ud over DBI deltager DFDS, Scandlines og Molslinjen A/S. ELBAS er støttet af Den Maritime Fond, og budgettet er på 2,4 mio. kr.
Kilde: Maritime Danmark