
I takt med temperaturen steg siden februar, gik elprisen den anden vej, Måned for måned faldt den gennemsnitlige elpris – lige indtil juli, hvor det gik den anden vej.
For første gang var elprisen i juli dyrere end måneden forinden.
Den gennemsnitlige elpris for juli var dog stadig billigere end den foreløbige gennemsnitspris for hele 2025. Det viser en månedsopgørelse fra Danmarks største energiselskab, Andel Energi.
Gennemsnitsprisen endte på ca. 59,7 øre per kilowatt-time uden skatter, afgifter, tariffer mv. Til sammenligning er den gennemsnitlige elpris for de første syv måneder af 2025 ca. 60,1 øre pr. kilowatt-time.
– Danske elkunder har i løbet af foråret og den tidlige sommer været begunstiget af rigtig meget solskin. Høj produktion af solenergi presser generelt priserne ned. Desværre har juli budt på både mindre sol og mindre vind end de foregående måneder. Derfor ser vi en måned, der er relativ dyr i betragtning af årstiden, siger Josefine Walter, der er kommerciel direktør i Andel Energi.
Månedens dyreste dag faldt allerede d. 1 juli, hvor gennemsnitsprisen over hele døgnet var ca. 103,2 øre per kilowatt-time uden skatter, afgifter mv. Månedens billigste dag var tirsdag d. 29. juli. Her var den rå elpris i gennemsnit 30,1 øre.