
Elfokus.dk og det trykte medie El+Energi, begge fra forlaget Techmedia, har indgået aftale om at blive officielle mediepartnere til den store fagmesse Danish Security Fair.
Konkret betyder det, at der både her på sitet og i El+Energi vil være optakt til messen, der finder sted den 30. og 31. august i Messe C i Fredericia.
I El+Energi vil der være en messesektion, og her har man som udstiller mulighed for at komme med indlæg, der fortæller om, hvad man viser på standen – det kan være alt fra produktnyheder til specielle tiltag, som gæsterne kan se frem til.
Danish Security Fair har et mål om at blive Danmarks største sikringsmesse, og vejen derhen går via en messe, hvor man vil samle eksperter, virksomheder og organisationer inden for sikringsbranchen for at præsentere de nyeste produkter og diskutere de seneste tendenser, udfordringer og løsninger i branchen.
Vil man som udstiller være med til at sætte sit præg på El+Energis messesektion, skal man indsende sit bidrag til redaktør Rolf Sylvester-Hvid på: rsh@techmedia.dk senest den 19. juni.