
Næsten hver femte nye bil i EU var en elbil i januar 2026. Elbilerne tog dermed hul på året med klar fremgang og en markant større markedsandel end for et år siden.
I januar blev der indregistreret 154.230 nye elbiler i EU. Det er en stigning på 24,2 procent sammenlignet med januar 2025. Elbilerne udgjorde dermed 19,3 procent af alle nye biler i EU mod 14,9 procent året før. Næsten hver femte nye bil i EU kører nu på el.
I Danmark var udviklingen endnu stærkere. Der blev indregistreret 10.618 nye elbiler i januar, hvilket er en stigning på 52,7 procent sammenlignet med samme måned sidste år, og mere end 4 ud af 5 nye biler i Danmark var elbiler.
– Elbilerne fylder mere på tværs af EU-bilsalget end tidligere og det bidrager til den grønne omstilling. Samtidig er der stadig store forskelle mellem de forskellige markeder, og hvor vi i Danmark har god fart på elbilsalget, ser det anderledes ud andre steder. Det vidner om, at rammerne er vigtige, og derfor er det helt afgørende, at det er attraktivt at vælge grønt, hvis udviklingen skal accelerere flere steder, siger Mads Rørvig, adm. direktør i Mobility Denmark.
Kilde: Mobility Denmark

