
Software-virksomheden EG har købt det danske it-firma CalWin, der er kendt for at levere softwareløsninger til installatørbranchen.
– Efter moden overvejelse har vi valgt at sælge CalWin A/S til EG. Det har været af afgørende betydning for os, at en kommende køber skulle dele de samme værdier og normer som CalWin. Det har vi fundet i EG, hvor vi ser det helt rigtige match for CalWins videre udvikling. CalWin har dybe rødder i installationsmarkedet, og med EG’s solide fundament i den øvrige del af byggebranchen ser jeg den nye konstellation som en stærk og markedsledende spiller i hele byggebranchen fremadrettet, siger CEO og founder Carsten Rasmussen, CalWin A/S, der frem til årsskiftet fortsætter som administrerende direktør i CalWin A/S og derefter bliver chef med overordnet ansvar for EG’s forretningsområde Byg & Installation.
– CalWin A/S kommer med en dyb brancheviden og løsninger, som supplerer vores produktportefølje, især i vores forretningsområde Byg & Installation, hvor vi har et stærkt segment blandt murere, tømrere og malere. Vi ser en synergi og et stort potentiale for at udvikle nye og bedst mulige løsninger for vores kunder i EG Private. Vi ser frem til at lære af CalWins kompetente medarbejdere og til at dele vores egen ekspertise med 20 nye kolleger, fortæller Jesper Andersen, EVP og divisionsdirektør, EG Private.