
Troen på fremtiden er meget forskellig i dansk erhvervsliv. Mens de store virksomheder generelt er blevet mere pessimistiske gennem 2025, så forholder det sig anderledes nos landets mange små- og mellemstore virksomheder.
Her har man en mere stabil tro på fremtiden.
Det viser en ny analyse foretaget af organisationen SMVdanmark
Hvor de store virksomheder i august oplevede et fald i erhvervstillidsindikatoren til 98,1 – ned fra 100,1 i juli – ligger SMV’ernes indikator fortsat stabilt på 97,8.
Siden slutningen af 2023 har de store virksomheder ellers været mere optimistiske end SMV’erne. Nu er forskellen næste forsvundet.
– Tallene viser tydeligt, at SMV’erne samlet er mindre påvirket af uroen på verdensmarkederne og Trumps toldkrige, som i øjeblikket trækker de store virksomheders forventninger ned. De små og mellemstore virksomheder har en mere stabil udvikling, da de overordnet er mindre afhængige af eksport til USA og mere fokuserede på danske kunder og nærmarkederne, siger Thomas Gress, cheføkonom i SMVdanmark.
Udviklingen dækker dog over store forskelle mellem brancherne. I industrien viser SMV’erne en mere stabil tillid end de store virksomheder, og i detailhandlen er optimismen blandt SMV’erne nu over det historiske gennemsnit. I servicebranchen er de store fortsat mere optimistiske, mens bygge- og anlægsbranchen for første gang i år viser næsten ens vurderinger blandt små og store virksomheder.
Det er nyt, at SMVdanmark kan lave særskilte tal, der på tværs af brancher adskiller stemningen blandt små og mellemstore virksomheder fra de store virksomheder i Danmarks Statistiks konjunkturbarometer.
Det giver et mere præcist billede af, hvad virksomhederne har af forventninger til fremtiden, og hvordan konjunkturerne mærkes i de mindre virksomheder, og viser forskelle, der ellers ville være skjult i de samlede tal.
– I de officielle konjunkturtal har man traditionelt blandet virksomhedstørrelser sammen og dermed overset forskellene mellem de store og de mindre. Vores analyse viser, at SMV’erne ofte reagerer anderledes på konjunkturudviklingen end de store, og det giver et langt mere nuanceret billede af dansk økonomi. SMV’erne udgør rygraden i dansk erhvervsliv, men fylder ofte mindre i mediebilledet end de store virksomheder, så vores tal kan bidrage med et vigtigt og potentielt overset perspektiv, siger Thomas Gress.
Kilde: SMVdanmark