
Clever overtager det fulde ejerskab af Powered by E.ON Drive & Clevers danske ladenetværk med 48 lynladepunkter. Som led i en særskilt aftale bliver E.ON Drive Infrastructures lynladestation ved afkørsel 56 Horsens Vest på E45 også en del af Clevers offentlige ladenetværk. Begge aftaler forventes gennemført i løbet af 2026.
Powered By E.ON Drive & Clevers blev etableret i 2018 som et 50/50-joint venture mellem E.ON Drive Infrastructure (EDRI) og Clever med ambitionen om at gøre det nemmere at køre langt i elbil med adgang til lynhurtig opladning på tværs af Skandinavien. Netværket omfatter i dag 157 lynladeudtag fordelt på 37 motorvejslokationer i Norge, Sverige og Danmark.
Inden årets udgang overtager Clever det fulde ejerskab af netværkets seks danske lokationer, som bliver en del af Clevers offentlige ladenetværk. EDRI overtager det svenske netværk, mens Uno-X Mobility Norge AS – som ikke tidligere har været en del af joint venturet – bliver ny ejer og operatør af de norske lokationer.
Som led i en særskilt aftale overtager Clever i løbet af 2026 også EDRIs lynladestation med 14 lynudtag ved afkørsel 56 Horsens Vest på E45.
– Vores ambition er den samme, som da vi etablerede Powered by E.ON Drive & Clever. Det skal være nemt at være elbilist. Nu samler vi de danske ladestationer hos Clever og styrker samtidig vores ladenetværk med endnu en attraktiv lynladestation i Horsens, så vi skaber et endnu stærkere ladenetværk og endnu bedre muligheder for at lade på farten, siger Mathias Langkilde Sukstof, ansvarlig for netværksstrategi hos Clever.
Clever-kunder kan fortsat lade ved de danske Powered by E.ON Drive & Clever-ladestationer under hele overgangen, præcis som de plejer. Omkring årsskiftet får ladestanderne Clever-design og bliver vist som Clever i Clever-appen.
Fra den 1. september 2026 overtager EDRI og Uno-X Mobility Norge AS ejerskabet og driften af de svenske og norske ladestationer, hvilket betyder at Clevers kunder fremover skal betale med kreditkort for opladninger på de norske og svenske ladestationer.
Kilde: Clever

