
Bravida har købt Electric Viborg, der er en af Viborgs største el-installationsvirksomheder. Bravida er allerede involveret i en række store projekter i og omkring Viborg. Med købet af Electric Viborg overtager Bravida en veldrevet og kompetent virksomhed, som har hovedvægten lagt på serviceopgaver inden for elinstallation, tyveri- og brandalarmering. Electric Viborg havde i 2016 en omsætning på ca. 20 mio. kr. og har igennem 2017 haft en rigtig god udvikling. Virksomheden beskæftiger i dag omkring 30 medarbejdere. Bag salget af Electric Viborg står de tre tidligere ejere Bent Svane, datteren Helle Svane samt afdelingsleder Lars Hansen.
– Oprindeligt var tanken med Electric Viborg, at Lars og Helle i et planlagt generationsskifte i fællesskab skulle drive virksomheden videre. Men hensynet til familien og en i forvejen travl hverdag gjorde dog, at planerne måtte ændres til et salg af Electric Viborg. På den baggrund søgte vi en virksomhed, som vi trygt kunne overdrage vores medarbejdere og kunder til. Her faldt valget på Bravida, som vi allerede i den indledende dialog fik stor tillid til, fortæller Bent Svane, som siden 1979 er 2. generation i Electric Viborg.
Lars Hansen fortsætter som afdelingsleder med ansvar for alle aktiviteter i afdelingen hjulpet af Bent Svane, der på nedsat tid fortsætter i yderligere to år. Helle Svane går på barsel i starten af 2018.