I flere tusind år har vi som mennesker udviklet os med solen som den primære lyskilde. I de senere år har vi dog tilpasset os til at bruge størstedelen af vores tid indendørs (1). Denne livsstilsændring betyder, at vi typisk bruger mindre tid i naturligt lys, hvilket har en enorm indflydelse på vores døgnrytme.
Menneskers døgnrytme styres af en lille gruppe nerveceller, en såkaldt kerne (Suprachiasmatic Nucleus – SCN), som ligger dybt inde i hjernen. I denne kerne findes et antal specialiserede celler, der indeholder komplicerede molekyler, som styrer vores indre ur. Lyset styrer derfor vores døgnrytme, sådan at vi er aktive, når det er lyst og hviler, når det er mørkt (2).
Lyset nulstiller døgnrytmen
Lys er den stærkeste faktor for døgnrytmen. Den suprahiasmatiske kerne (SCN) er forbundet med nervebaner til synsnerven og nethinden. En lille del af det lys, der kommer gennem øjets retina, passerer gennem 10 pct. af synsnerverne direkte ind i kernen (SCN) og påvirker vores døgnrytme. Når vi ser lys modtager SCN et signal om, at solen er stået op og nulstiller døgnrytmen. Særligt det blålige lys om morgenen virker opkvikkende, hvilket hænger sammen med, hvordan lyset påvirker produktionen af de biokemiske stoffer melatonin og kortisol (3).
Hvad er døgnrytmelys?
Koncentrationen af bl.a. melatonin og kortisol i kroppen har betydning for vores evne til at sove og fungere optimalt i løbet af de vågne timer. Dette kan have stor betydning for vores immunforsvar og vores psykiske velvære. Døgnrytmelys er belysning, der understøtter døgnrytmen ved at give den passende intensitet og farvetemperatur på forskellige tidspunkter i løbet af dagen. Kunstig belysning bruges altså til at efterligne variationerne i det naturlige lys.
